Du er her:
Mottaker: MORITZ PROZOR
Datering:25. oktober 1889
Sted: MÜNCHEN
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
Herr greve,
Deres meget ærede brev af 20. dennes har jeg havt den store glæde at modtage. Den i samme indlagte skrivelse til Mr. Roger i Paris afsendte jeg straks i underskreven stand.
Jeg ved ikke hvorledes jeg fuldt ud skal kunne give udtryk for den takskyldighed, som jeg føler lige over for Dem.
Allerede længe havde det været mig en kær drøm at vinde indgang i Frankrig for mine dramatiske arbejder. Men jeg turde ikke for alvor tænke videre derpå, da det fremstillede sig for mig som noget aldeles uoverkommeligt og uopnåeligt.
Forbindelser dersteds havde jeg så godt som ikke. Og desuden var jeg allerede i forvejen så stærkt optagen af at skøtte mine mange literære anliggender i de nordiske lande, i Tyskland, Østerrig, England, Amerika og andetsteds, at der for mig aldeles ikke kunde være tale om ved egne kræfter at forsøge på at udvide virksomhedsfeltet til det store og så vanskelig tilgængelige Paris, eller, hvad der jo i literær henseende vil sige det samme, til Frankrig.
Og nu har De, herr greve, allerede udrettet så uendelig meget for mig! Begyndelsen, det sværeste af alt, er gjort. Opmærksomheden og interessen er vakt i indflydelsesrige kredse. Sagen er altså kommet i gang.
Alt dette skylder jeg Dem først og fremst. Og min bøn til Dem er at De fremdeles vil tage mine franske anliggender og alt, hvad dermed står i forbindelse, i Deres hånd. Jeg tør da håbe på godt resultat.
Men enten nu min digtning i Paris slår igennem eller ikke, så beder jeg Dem, herr greve, være forvisset om at jeg altid dybt skal erkende og påskønne alt, hvad De har villet og virket for mig. –
Erklæringen om at Deres og ingen anden oversættelse er den som jeg ønsker sé antagen, skal jeg naturligvis med største fornøjelse underskrive, hvis De blot godhedsfuldt vil tilsende mig teksten således, som De ønsker den affattet.
For det igår modtagne exemplar af oversættelsen takkes forbindtligst. Det er jo et meget anséligt bind og med bedre udstyr end jeg i almindelighed her i Tyskland har været vant til.
Også for postanvisningen frembærer jeg min tak. Nogen begrundet fordring i den henseende havde jeg jo for resten aldeles ingen ret til at stille.
Fra grev Snoilsky har jeg erholdt et elskværdigt brev, for hvilket jeg måské turde bede Dem om ved given lejlighed at bringe ham min venskabeligste tak og hilsning.
Med udmærket højagtelse har jeg den ære at tegne mig
Deres ærbødigst forbundne og takskyldige
Henrik Ibsen.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her